Læksikring og brandskabe

Bygningsregelementet foreskriver tilstedeværelsen af brandskabe/slangevinder i bygninger af forskellig art og anvendelse, og stiller tillige krav til disses virkemåde og ydeevne.

Undertiden er vandforsyningen til en bygnings brandskabe/slangevinder udført separat og uafhængigt af den almindelige brugsvandsinstallation. I sådanne bygninger giver anvendelsen af læksikringsanlæg i den almindelige brugsvandsinstallation hverken anledning til brandtekniske overvejelser eller beredskabsmæssige krav til læksikringen.

Langt hyppigere ses dog at en bygnings brandskabe/slangevinder er forsynet fra den almindelige brugsvandsinstallation, hvorfor anvendelsen af læksikringsanlæg i denne både giver anledning til brandtekniske overvejelser og beredskabsmæssige krav til læksikringsanlægget.

De beredskabsmæssige krav sikrer at bygningens brandskabe/slangevinder fungerer som foreskrevet i Bygningsreglementet uagtet tilstedeværelsen af et læksikringsanlæg.
Eksempelvis fordres at læksikringsanlæggets afspærringsventil ved strømafbrydelse altid skal åbne.

Endvidere kræves at brandskabe/slangevinder har normalt vandtryk, idet de tages i brug. Ibrugtagning kan konstateres f.eks. gennem indbygning af lågekontakter i alle de læksikrede brandskabe, således åbning af et læksikret brandskabs låge afstedkommer en tvangsåbnekommando til læksikringsanlægget.

Visse ABA systemer er så fintmærkende at de kan melde brand endnu inden nogen person har opdaget denne. Såfremt ABA zonen omfatter samtlige de læksikrede brandskabe/slangevinder kan anvendelse af brandmelding fra et sådant fintmærkende ABA muligvis godkendes af beredskabet som tvangsåbnekommando til læksikringsanlægget.

For nogle bygningers vedkommende er brugsmønsteret således at afspærring for lækage kun er nødvendig når bygningen er mennesketom. Dersom en sådan bygning derfor har et AIA system, hvis sikringszone omfatter samtlige de læksikrede brandskabe/slangevinder kan anvendelse af et styresignal (Alarm Udkoblet) fra AIA muligvis godkendes af beredskabet som tvangsåbnekommando til læksikringsanlægget.

Undertiden vil en tilladelse fra beredskabet kræve samtidig anvendelse af flere af ovenstående kilder til tvangsåbning. Hver enkelt læksikringsanlæg skal godkendes af det stedlige beredskab, og der kan være indbyrdes forskelle i sagsbehandlingen kommunerne imellem.

Tvangsåbnekommandoer til læksikringsanlægget skal under alle omstændigheder føres i brand- og funktionssikkert kabel iht. IEC60331.